DSV

Da vi blev spurgt, om vi kunne levere nogle levende, grønne søjler på hver ca. 20 meter til DSV´s nye hovedsæde i Hedehusene, var det en opgave der lige matchede vores ønsker om videreudvikling af vores grønne vægge og vores mål om at være frontløbere i vores branche. Projektet var en meget spændende proces fra start til slut, med nye udfordringer blev klaret og løsninger fundet. De 5 plantesøjler hænger frit svævende fra tagkonstruktionen i det store atrie og hænger lige netop over jordoverfladen i det specielt konstruerede, bådformede bed i gulvet.

”Åbenbaringen” kalder vi projektet. Når man ser det hele oppefra, som Søren Johansen gjorde det under selve opførelsen, siddende højt oppe i en svajende kurvelift og lyset gled ned gennem søjlerne og fremhævede de grønne farver i bladene, efterhånden som arbejdet skred frem, så var det som at se nogle fantastiske grønne plantesøjler, der strækker sig fra havets bund op imod vandoverfladen og lyset.

Plantesøjlerne blev etableret i 2014.

Der er etableret automatisk vanding og afløb og de mange lysspots i taget sikrer at søjlerne får tilstrækkeligt lys i de mørke måneder samtidig med at det får de grønne farver til at fremtræde smukt og levende.

Beplantningen i atriet består udover plantesøjlerne af de smukke træer Bucida buceras.

Søjler og træer i atriet vedligeholdes af vores dygtige servicegartnere.